mandag den 31. oktober 2016

Porcelæn med neglelak udsmykning

Jeg faldt over disse fine kopper, med smuk udsmykning på pinterest og tænkte straks, at det skal jeg ihvertfald prøve. Vi har en masse hvide kopper, som godt kunne bruge en make over, så jeg købte nogle billige neglelakker hos Salling, og søgte efter en god vejledning på nettet. Jeg fandt en super god video, som viser og forklarer hvordan du skal give dig i kast med projektet.
Videoen kan du se HER

Inspiration:
Her er en kollage af en masse flotte ting, som er blevet pyntet med neglelak. I kan bruge mange forskellige farver på en gang, og i kan lave mønstre og fine detaljer med en tandstik så jeres kopper bliver rigtig flotte.



Mine resultater:
Det var svært i starten, indtil man lige fandt teknikken. Derfor havde vi købt en masse neglelakfjerner og prøvede op til flere gange med vores porcelæn. Vi brugte en stor balje med vand, så vi kunne få koppen dybt ned i vandet og bedre få neglelakken til at sætte sig på en større flade. Vandet skulle være varmt, ellers størknede neglelakken hurtigt og klumpede på kopperne. Jeg syntes selv resultatet blev rigtig fint. Jeg forsøgte mig også med glas, men syntes selv resultatet bliver flottere på hvid porcelæn.


Jeg håber i har nydt at læse med ❤

søndag den 30. oktober 2016

Halloween

Da det jo snart er Halloween, som fejres den 31. oktober, kommer der her et indlæg med en masse ideer og inspiration til Halloween aktiviteter og pynt.

Græskarhoveder:

Jeg valgte at gå i barndommen igen, og lave et græskarhoved, som kunne pynte udenfor mine forældres hoveddør. Jeg fandt nogle flotte eksempler på pinterest, som jeg har valgt at lave en lille kollage med, så i selv kan få en masse gode ideer. Jeg fik blandt andet den gode ide, at bruge en boremaskine til at lave mine udskæringer med. Det var super nemt og det endte faktisk med et rigtig godt resultat.


Mit resultat:


Spøgelser:

Jeg fik inspiration til disse fine spøgelser, fra min kollega lavede dem med børnene i vuggestuen. Jeg er frivillig hos Red Barnet Ungdom, hvor jeg deltager i projektet "Juniorgruppen", hvor vi arrangere søndags aktiviteter for børnene på Frederikshavn Asylcenter. Derfor valgte jeg til vores kreative Halloween dag, at vi skulle lave blandt andet disse flotte spøgelser. Jeg fandt nogle billeder af spøgelser, som vi printede ud. Derefter pyntede vi dem med palietter og vat.


Her er nogle flere ideer til fine spøgelser som man kan lave til Halloween. 

Edderkopper:

Her er en super fin hæklet edderkop fra lutteridylDen er super nem at lave og bliver bare rigtig fin, til eksempelvis bordpynt eller til at hænge op i lamper eller diverse. Jeg har brugt samme opskrift til en "Peter Edderkop" som skulle bruges i en sangkuffert. 



Jeg arbejder i en vuggestue, hvor vi skulle finde nogle gode ideer, til Halloween projekter for mindre børn. Vi fandt derfor på at lave disse paptallerken edderkopper. Børnene maler på paptallerkenerne og så klistre man øjne og klipser eller limer piberensere på som ben. Denne ide tog jeg også med til "Juniorgruppen" hvor vi også brugte palietter til at pynte edderkopperne med. 

Flagermus:

Halloween er heller ikke perfekt uden flagermus. Her er en kollage med ideer til flotte og uhyggelige flagermus, som i kan lave til jeres Halloween. 


Jeg håber i har nydt at læse med ❤

onsdag den 5. oktober 2016

Kay Bojesen Aben

Når man begynder med at hækle, er det næsten obligatorisk, at man skal forsøge sig med den hæklede Kay Bojesen abe. Jeg har selvfølgelig også skulle hækle denne flotte abe og her er billeder af mine forsøg. Jeg har fundet opskriften hos kreaposen og du kan finde opskriften her.




Jeg håber i har nydt at læse med ❤

Efterårets kreative projekter

Jeg elsker efterår og har her lavet en samling ideer til kreativ tidsfordriv, til denne dejlige årstid.

Kastanjedyr:

Jeg er så heldig at være vikar i en vuggestue og på et botilbud for unge mennesker, som gerne ville være med til at samle og lave flotte kastanjedyr. Vi gik ture i skoven, hvor vi fik samlet en hel masse kastanjer- Jeg holder selv meget af at være kreativ og prøve at lave noget andre ikke har set før, og børnenes kreative påfund og gode ideer var rigtig god inspiration. Jeg har valgt kun at ligge billeder op af de kastanjedyr som jeg fik kreeret.

Vi brugte perler, palietter, ispinde, garn, tandstikker, limpistol, karton og hvad vi ellers kunne hive frem fra gemmerne.


Vi fik også samlet en masse nødder, agern, blade, kogler og bøg ud over vores flotte kastanjer. Disse ting kan man jo også lave en masse fint efterårspynt med.

Lygter med smukke efterårsblade:


Jeg fik ideen til dette projekt, fra et opslag på Pinterest. Jeg syntes de var super fine, og jeg måtte bare lave nogen hjem til lejligheden. Jeg fandt en masse smukke blade, som jeg har tørret og lagt i pres i telefonbøger. Jeg noget decoupage lim og en svamp i Søstrene Grene og noget bastsnor i en hobbyforretning. Jeg havde gemt nogle gamle syltetøjs- og rødbede glas, som kunne bruges til anledningen. Derefter skulle bladene limes op glassene og vupti, flotte dekorative lygter med smukke efterårs blade. Et godt råd, er at give glassende noget klar lak over bladene bagefter. Jeg syntes det giver en flot overflade og gør at bladene er bedre beskyttet på glasset. Jeg syntes også bladene skinner mere.


Bladtryk:


Noget andet man kan bruge de smukke blade til, kan være bladtryk. Dette kan man lave både på tøj eller på flotte plancher. Vi samlede en masse blade i forskellige former og størrelser og lavede nogle rigtig flotte billeder. Man kan selvfølgelig også tørre bladene og sætte dem i en ramme og lade dem pynte helt uden maling. Billederne er fundet på Google og er ikke af de billeder vi fik kreeret.


Bladkrans:


Jeg syntes disse bladkranse er super flotte. Man kan eventuelt hænge den op på ens hoveddør og gøre denne lidt dekorativ i efteråret. Men da jeg bor i lejlighed, har jeg ikke lavet en blad krans til mig selv endnu. De kan hurtigt begynde at drysse, og derfor tænker jeg det er bedst den hænger udendørs. Jeg har dog lavet en til mine forældre, som pyntede fint hos dem sidste år.


Der er rigtig mange ideer til hvad man kan lave med de tørrede blade. Her er lidt inspiration som jeg har fundet på nettet og Pinterest. Det er ideer som jeg gerne vil prøve at lave på arbejde med børnene, men også ideer til pynt hjem til lejligheden.





Hæklede rangler

Jeg har gennem årene hæklet forskellige rangler som barselsgaver til mine veninders søde børn.
Jeg har ikke haft en fast opskrift jeg har hæklet udfra, men snuppet lidt inspiration hist og pist, fra gode hækleopskrifter. 

Jeg fik ideen fra denne hjemmesiden "Hæklet bamse rangle" ,  som har nogle rigtig flotte bamserangler. Jeg tænkte at sådan nogle måtte jeg da kunne finde ud af at lave. Så jeg fandt en opskrift på en bamse fra bogen "Nye hæklede dyr" af Maja Hansen. Her brugte jeg hovedet som jeg gangede op til ca. dobbelt størrelse. Jeg fandt opskriften til ringen på lisesmanier Opskriften er fyldt med gode billeder og beskrivelser, som gør den rigtig nem at forstå. Så monterede jeg hovedet på ringen og endte ud med disse fine bamse rangler.

Jeg havde nogle gamle puder, som skulle smides ud, hvor jeg i stedet kunne bruge fyldet til ranglerne. Jeg har købt raslebokse fra Rito.dk, som jeg har puttet ind i hovedet. Øjne og næse er lavet i filt. Garnet er bomuldsgarn, købt i Søstrene Grene.



Efterfølgende har jeg hæklet to små ugle rangler også med raslebokse i. Opskriften til disse helt vildt søde ugler fandt jeg på Tantetråd. Øjne og næb er ligeledes i filt.  


Jeg håber i har nydt at læse med ❤